Shopping

Der er masser af shopping-muligheder på Lanzarote, såvel klassiske souvenirs som almindelige butikker af enhver type, når man bevæger sig lidt væk fra stranden.

Turistbutikkerne er mangfoldige på Lanzarotes strandpromenader. De har et overraskende bredt udvalg af varer. For hver smagløs souvenir, finder man nemt en smagfuld ting til hjemmet eller garderoben.

Her er tørklæder, saronger, stråhatte, badetøj, badehåndklæder, lækker hvid bomuld og meget mere til feriekufferten. Man kan sagtens finde ting, som man ikke fortryder købet af, når man kommer hjem til det kolde nord. F.eks. lækre pastelfarvede tørklæder af råsilke. Man kan finde fine kinesiske kjoler og vifter eller det helt store flamengo-skrud med tyl og bjælder til små piger.

Smykker er der mange af, fra de klassiske alt godt fra havet-smykker med muslingeskaller og sneglehuse, som man kun har på én gang, til solide smykker af træperler, glasperler og halvædelsten (ametyst, jade, tyrkis, rosa kvarts osv.), der ser ud som om de hører hjemme i bijouteri-ssamlingen hjemme i Danmark.

Mange af turistbutikkerne drives af asiater, typisk kinesere eller indere. Hos kineserne fandt vi maneki neko’er, køleskabsmagneter, kjoler, smykker, tørklæder, babushka-dukker og vifter. Hos inderne var der hyppigt elektronik, lædervarer, f.eks. marokko-puder, t-shirts med mere.

Udover det tøj, der var påtrykt øens navn eller landkort, var der ikke så mange souvenirs, som var øremærket Lanzarote. Det var ting, man kunne finde på enhver solskinsø, med undtagelse af lava-smykker og anden vulkan-merchandise. Hvis man synes, at et askebæger formet som en vulkan er et hit, så er man kommet til det helt rigtige sted.

Smykker af oliviner, som er en grøn halvædelsten, der er unik for Lanzarote, var der naturligvis også mange af. Papegøjerne som køleskabsmagneter m.v. var også et særligt Lanzarote-kendetegn. De nydelige keramiske fliser med tal, som bruges som husnumre i de varme lande, kan man få overalt i Sydeuropa. Ligesom de evindelige klokkespil (windchimes), drømmefangere og smykker af strandskaller.

Lanzarote Handicrafts: Hatte på Playa Blanca

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *