Taxi !

Taxi på Playa Blanca

Der er masser af taxi-firmaer på Lanzarote. Ved lufthavnen holder der taxier direkte uden for ankomsthallen i terminal 1. Køen kan være lang i myldretider, f.eks. om torsdagen, hvor mange flyver til og fra øen.

Der er taxameter i alle taxier, og drikkepenge er ikke nødvendige. Taxier på Lanzarote er relativt billige – korte byture koster et par euro. Der må max køres med fire passagerer.

Der er taxiholdepladser ved alle de store strande, men man kan også praje en bil.

Pool ved aftentid

Blue Village pool

Poolområdet i Blue Village Flamingo Beach Resort er oplyst om aftenen og forunderligt at betragte fra hotellets restaurant. Poolen er lukket om aftenen, så man kan dog ikke bade.

Blue Village Flamingo Beach Resort har sin egen bugt med sandstrand i Playa Blanca. Alle pools er opvarmede, og der er mange at vælge imellem. Både stille og aktive, dybe og børnevenlige. I den nye aktivitetspool kan man lave gymnastik.

Der er masser af liggestole og parasoller, og poolbaren leverer is, snacks og drinks.

Børnedisko med bamser

Børnedisko i Blue Village
Blue Village Flamingo Beach Resort på Playa Blanca bød på børnedisko en aften. Massevis af børn mosede rundt til diverse sanglege på engelsk, spansk og skandinavisk. De morede sig strålende, når kaninen, bamsen og skildpadden gav den gas til musikken.
Blue Village tilbyder Bamseshow og Bamse Stars hele sæsonen. Bamseklubben er til børn mellem 3–6 år, Super Kids til børn i alderen 7–12 år og Show School er for børn og unge 10-15 år.

Bamse på vej

En bamse krydser Blue Village
Vores børn var lidt for små til at blive medlemmer af Star Tours Bamseklub, men de havde alligevel stor glæde af bamserne, når de vandrede rundt i Blue Village.
Bamseklubben  er for børn på 3-6 år. Her kan børnene møde jævnaldrende cirka to timer om dagen, fem dage om ugen. Det skandinavisktalende personale arrangerer spændende aktiviteter som f.eks. skattejagt, børnedisco, picnic, ansigtsmaling og børnegymnastik. Personalet har stor erfaring med børn og er ofte uddannede pædagoger.
Man skal bestille plads i Bamseklubben hjemmefra. I højsæsonen bør man reservere plads allerede, når man bestiller rejsen, da der ellers kan være fyldt op. Det koster 350 kr. pr. barn pr. uge. Prisen omfatter kasket, t-shirt og rygsæk.

Puerto Calero

Stik syd for Puerto del Carmen ligger det eksklusive havneområde Puerto Calero. Det er her sejlerne holder til, når de besøger Lanzarotes kyster.

Udover de mange flotte både og det æstetiske havnemiljø er Puerto Calero kendt for sine ture i undervandsbåd.

Submarine Safaris arrangerer turer til bunden af havet i en stor gul u-båd.


Desuden kan man gå ombord på catamaranen Catlanza, der sejler til Papagayo-strandene.

Puerto Calero på Lanzarote